Post by Sabilla Ravana (Musen) on Mar 13, 2007 18:48:46 GMT 1
Fulde navn: Sabilla Ravana
Navn/ Kaldenavn: Ravn, Sab eller Engel.
Art/Race/Evne: genmanipulation til at blive en engel.
Højde: 160
Udseende:
Sabilla er en høj smuk kvinde. Hendes hår er krøllet, langt til midt på ryggen og brunt med hvide lysninger og hendes øjne er krystal blå i hendes fintformet hoved med høje kindben og spidse lange øre. hendes næse er lille og hendes læber meget fyldige, men næsten altid sprukne fordi hun bider i dem. Sabilla har en tatovering i panden, som ligner en stjerne, og hendes vinger er normalt brune af ælde og forfaldende. Nogle gange kan de vokse ud som nye og flotte hvide, men Sabilla plejer at gemme dem eller plukke fjerne af. Dertil bliver de brune, forældede og hullede. Sabilla har en meget slank figur og hendes skikkelse er ikke nemt som kamp, men smidighed eller ynde.
Andre kendetegn: Andre end hendes vinger, stjerne i panden og lange øre. Så går hun altid med en slange, Lusilla Nepty
som hun kalder den. Og lange flotte blå kjoler, altid barfodet og meget stille.
Alder: omkring de 22 år. Tror hun.
Søskende: En. Lusilla Ravana
Venner: -
Kan ikke fordrage: Sabilla kan ikke lide folk som bedømme folk ud fra udseendet. Hun bryder sig ikke om dårlige manere og kan blive rasende hvis folk bagtaler folk, vel og mærket, uden grund. Sabilla kan ikke lide rammer eller folk som sætter dem.
Kan bedst lide: Sabilla elsker børn, især dem med problemer. Hun elsker farver og elsker at klæde sig galant. Sabilla elsker alle dyr, bedst slanger som hun synes er meget misforstået. Sabilla kan godt lide det okkulte og mystiske i verden.
Stærk side: Sabilla er meget stærk på det filosofiske områder, som hun bruger tit. Sabilla er en god lytter og kommer altid med gode forslag og svar på problemer, og hun er altid åbenhjertet og vil altid være en ven i nøden. Sabilla er gode menneskekender og hun elsker at lære fra sig, på alle områder.
Svag side: Sabilla er meget indelukket når det kommer til hendes fortid. Sabilla elsker alle af hele hendes hjerte, som også føre til meget sårbarhed som føre til sorg og ulykke. Sabilla har en svaghed overfor venner, som kan udnytte hende da hun aldrig kan sige nej, og Sabilla har det med at trække sig for en kamp.
Baggrund:
Det må være en fejl, hvorfor er ørene lange?
Den hvide kvinde med de røde læber, hev prøvende i den lille Sabillas øre, så en enkelt tåre løb ned af kinden på barnet. Den hvide kvinde nøs utilfreds og hev hårdere til, Sabilla gav et piv for sig men forholdte sig ellers roligt. Sabilla var dengang et lille barn på 2 år, dog kendte hun straffen for at løbe væk. Den lille pige så op på de tre andre hvide mænd og frygten greb om hendes hjerte som en storm, som lammede hende. Kvinden hev igen hårdere i øret, og Sabilla mærkede en velkendt metallisk smag i munden, da hendes øre begyndte at bløde stille tåre. Sabilla var stadig tavs da endnu en tåre løb ned af hendes anden kind.
Det er ingen fejl, det er bare en ulykke som skal fixes
Sabilla kendte dette lille ord, som fik hendes stemmebånd til at virke igen.
mor…
Sabilla så ikke dagens lys i tre dage for dette ene ord, den hvide kvinde havde låst hende inde og Sabilla blev proppet med mærkelige stoffer i de tre dage. Sabilla gled ned i glemslen igen.
Sabilla kendte smerten før den kom, men denne gang var hun uforberedt på at smerten vil være vedvarende. Sabilla skreg hendes egen smerte ud og hun mærkede hendes ryg stille og roligt blive skåret åben, de ville have vingerne ud.
Sådan.. fold dem så ud Stjerne2
Sabilla ville ikke have dem ud, men væk. Dog gjorde Sabilla hvad der blev sagt og foldede først den ene prøvende ud, bloddråber plettede gulvet foran Sabilla og hun lukkede øjne for at holde hendes frokost indenbords. Sabilla prøvede den anden vinge, og et velkendt folden-lys bevidste at begge var funktions dygtige.
Flot Stjerne2, nu gælder det bare øvelsen..
Sabilla frygtede denne befaling og hun hvinede som den eneste lyd hun kunne da de havde kneblet hende hårdt med bedøvende stoffer. Sabilla mærkede igen kniven i ryggen og hendes hvinen blev til at halvkvalt skrig.
Lidt endnu.. der er vist noget længere nede
Sabilla skreg inden i sig selv og overdøvede alle tanker om hvad dette kunne være. Smerten kom igennem bedøvelsen og Sabilla skreg højt igen, hendes stemme havde ingen ord.
Hold mund..
Kniven holdt op og Sabilla holdt mund. Højrøstede udråb og løbende skridt var det eneste Sabilla hørte før en prikken i hendes hals af endnu en sprøjte fik hende til at sove.
Sabilla kendte luften som sin egen moder, men alligevel kendte Sabilla ikke sin egen moder og derfor heller ikke luften. Sabilla havde første gang, i lang tid mødt sin søster, og dårligt genkendt hende. *Lusilla* Huskede Sabilla lige så tydeligt hendes moder navnkaldte hendes søster, Sabilla og Lusilla. Sabilla kunne ikke smile, hendes søster var forandret. Hendes horn i panden og en mani med at bide andre, gjorde ikke Sabilla venner med hendes søster mere. Alligevel var der en slags forbindelse. Sabilla vidste at det var sidste gang hun så sin søster, mere for hendes egen sikkerhed, end nogle andens.
Spring.
Sabilla vendte øjne mod den hvide kvinden som havde en kniv i hånden. Sabilla vidste hendes moder ville bruge den hvis hun ikke sprang og lærte hendes vinger at kende. Efter Sabilla havde revet alle hendes fjer af på vingerne, med meget pinsel, var den hvide kvinde alt andet end tilfreds med hende. Som tydeligvis havde kunnet mærket på alle disse stoffer de havde prikket ind i hendes hud og blod igen, vingerne var som nye igen. Sabilla sprang, og tog tre slag med vingerne og kom til det punkt i himlen igen.
Nej…
Sabilla vidste ikke om det var hende selv som skreg, eller hendes moder. Men Sabilla kendte dette sted godt nok til at vide det var umuligt, luften ville ikke bære hende. Som var hun ikke værdig og hun faldt mod jorden som en kugle. Som altid var der ingen til at gribe Sabilla.
Uvidenheden havde nok været bedre, bestemte Sabilla sig for. Om at de havde dræbt hendes søster, ville hun hellere havde kendt en løjen. Men de havde kommet brasende ind på hendes lille aflukkede værelse og sagt hånende med næsvise stemmer.
Stjerne nummer 1 er død
Sabilla vidste at de kunne lyve for hende, at de kunne bruge hende og manipulere med hende. Dog havde Sabilla en fornemmelse at denne ene løjen, ville de ikke lyve om. Sabilla græd ikke for hendes søster, fordi hun vidste ikke om hun virkelig savnede hende som i live? Sabilla ønskede selv at slippe for dette tempel af forsøg og misforsøgt forsøg. Men alligevel var døden en af Sabillas svagheder, som nu og alle andre drage. Nok kunne hun plukke sine fjer, gemme sine øre og holde sig i baggrunden, men at dræbe sig selv. Sabilla vendte sig ind mod døren og så de to hvide kitler i nøjere syn. De var de samme som altid, Sabillas fangevogtere. Sabilla fik øjenkontakt med dem begge, men de undgik hendes blik. Som de aldrig havde gjort før.
Løjnere…
Sabilla vidste ikke hvorfra hun vidste det, men det føltes rigtig for hende. Fangevogterne i de hvide kitler kom aldrig tilbage, men blev afløst af to andre.
En lyd som Sabilla aldrig havde hørt før, var latter. Det overraskede Sabilla og fik hende til at stå helt musestille i nogle øjeblikke for at indsnuse latteren, det fik Sabilla til at smile. Kun smile. Sabilla gik mod lyden, hun kunne kun komme til døren som spærrede hende vejen mod latteren, men lige nu så Sabilla den ikke.
Højt at flyve, lavt at dale, tungt at falde, let at springe..
Sabilla havde heller aldrig hørt nogle synge før, eller nogle dø før. Sabilla hørte kniven køre igennem noget kød og en dødsrallen og kunne kun bruge sin fantasi til at forstille sig, hvordan dette kunne forgå? Dette var måske også mere end hvad godt var, da hendes fantasi bragte lyden til hvide kitler og den hvide kvinde. Sabilla hvinede skrækslagen og løb hen, længst væk fra døren. Sabilla mærkede igen frygten lamme hende.
Nyt at dræbe, sjovt at dø, lavt at tabe og lad mig nu se…
Sabilla lukkede øjne da den syngende stemme kom nærmere.
nummer 1, nummer 2 og tilsammen bliver vi tre.. lad og flyve, lad mig dræbe..
Sangen lød for meget som en stemme Sabilla kendte.
Lev frit, lad dem dø som dø kan..
Døren blev sagte åbnet og Sabilla overraskede sig selv ved at åbne øjne og møde sin søsters. Sabilla bed sig i tungen for ikke at skrige over Lusilla udseende. Lusilla havde ildrøde øjne, og to vinger hang på ryggen af hende, flotte, sorte. Lusilla bar klæder Sabilla aldrig havde set før, hun var ikke engang sikker på hvad det enlig skulle dække, eller ikke dække. Sabilla mødte søsterens øjne uden at blinke.
Lusilla..
Verden udenfor havde alt for meget frit plads. Sabilla gemte sig i Lusillas hus uden at komme udenfor i tre hele uger. På sidste dagen smed Lusilla kort sagt sin søster ud, da hun kun var til besvær. Lusilla havde redet sin søster, som søsteren havde ved fødslen da hendes moder ville dræbe Lusilla som barn. Nu var det gengældt og Sabilla havde intet mere at kræve for sin søster. Ikke engang mere kontakt til hende. Sabilla drog til skolen, det eneste sted hun følte sig mere sikker, end gaden. Sabilla lærte hurtig og følte ansvar overfor de unge børn som ønskede tryghed, Sabilla fandt et sted hun følte hun hørte til. Sabilla blev hurtig gode venner med skolens leder og fandt sig selv til rette som en af skolens medarbejdere. Sabila lærte hurtig fra sig og lærte hurtig at elske folk igen. Bare aldrig sig selv.
Godkend og Velkommen ^^
Navn/ Kaldenavn: Ravn, Sab eller Engel.
Art/Race/Evne: genmanipulation til at blive en engel.
Højde: 160
Udseende:
Sabilla er en høj smuk kvinde. Hendes hår er krøllet, langt til midt på ryggen og brunt med hvide lysninger og hendes øjne er krystal blå i hendes fintformet hoved med høje kindben og spidse lange øre. hendes næse er lille og hendes læber meget fyldige, men næsten altid sprukne fordi hun bider i dem. Sabilla har en tatovering i panden, som ligner en stjerne, og hendes vinger er normalt brune af ælde og forfaldende. Nogle gange kan de vokse ud som nye og flotte hvide, men Sabilla plejer at gemme dem eller plukke fjerne af. Dertil bliver de brune, forældede og hullede. Sabilla har en meget slank figur og hendes skikkelse er ikke nemt som kamp, men smidighed eller ynde.
Andre kendetegn: Andre end hendes vinger, stjerne i panden og lange øre. Så går hun altid med en slange, Lusilla Nepty
som hun kalder den. Og lange flotte blå kjoler, altid barfodet og meget stille.
Alder: omkring de 22 år. Tror hun.
Søskende: En. Lusilla Ravana
Venner: -
Kan ikke fordrage: Sabilla kan ikke lide folk som bedømme folk ud fra udseendet. Hun bryder sig ikke om dårlige manere og kan blive rasende hvis folk bagtaler folk, vel og mærket, uden grund. Sabilla kan ikke lide rammer eller folk som sætter dem.
Kan bedst lide: Sabilla elsker børn, især dem med problemer. Hun elsker farver og elsker at klæde sig galant. Sabilla elsker alle dyr, bedst slanger som hun synes er meget misforstået. Sabilla kan godt lide det okkulte og mystiske i verden.
Stærk side: Sabilla er meget stærk på det filosofiske områder, som hun bruger tit. Sabilla er en god lytter og kommer altid med gode forslag og svar på problemer, og hun er altid åbenhjertet og vil altid være en ven i nøden. Sabilla er gode menneskekender og hun elsker at lære fra sig, på alle områder.
Svag side: Sabilla er meget indelukket når det kommer til hendes fortid. Sabilla elsker alle af hele hendes hjerte, som også føre til meget sårbarhed som føre til sorg og ulykke. Sabilla har en svaghed overfor venner, som kan udnytte hende da hun aldrig kan sige nej, og Sabilla har det med at trække sig for en kamp.
Baggrund:
Det må være en fejl, hvorfor er ørene lange?
Den hvide kvinde med de røde læber, hev prøvende i den lille Sabillas øre, så en enkelt tåre løb ned af kinden på barnet. Den hvide kvinde nøs utilfreds og hev hårdere til, Sabilla gav et piv for sig men forholdte sig ellers roligt. Sabilla var dengang et lille barn på 2 år, dog kendte hun straffen for at løbe væk. Den lille pige så op på de tre andre hvide mænd og frygten greb om hendes hjerte som en storm, som lammede hende. Kvinden hev igen hårdere i øret, og Sabilla mærkede en velkendt metallisk smag i munden, da hendes øre begyndte at bløde stille tåre. Sabilla var stadig tavs da endnu en tåre løb ned af hendes anden kind.
Det er ingen fejl, det er bare en ulykke som skal fixes
Sabilla kendte dette lille ord, som fik hendes stemmebånd til at virke igen.
mor…
Sabilla så ikke dagens lys i tre dage for dette ene ord, den hvide kvinde havde låst hende inde og Sabilla blev proppet med mærkelige stoffer i de tre dage. Sabilla gled ned i glemslen igen.
Sabilla kendte smerten før den kom, men denne gang var hun uforberedt på at smerten vil være vedvarende. Sabilla skreg hendes egen smerte ud og hun mærkede hendes ryg stille og roligt blive skåret åben, de ville have vingerne ud.
Sådan.. fold dem så ud Stjerne2
Sabilla ville ikke have dem ud, men væk. Dog gjorde Sabilla hvad der blev sagt og foldede først den ene prøvende ud, bloddråber plettede gulvet foran Sabilla og hun lukkede øjne for at holde hendes frokost indenbords. Sabilla prøvede den anden vinge, og et velkendt folden-lys bevidste at begge var funktions dygtige.
Flot Stjerne2, nu gælder det bare øvelsen..
Sabilla frygtede denne befaling og hun hvinede som den eneste lyd hun kunne da de havde kneblet hende hårdt med bedøvende stoffer. Sabilla mærkede igen kniven i ryggen og hendes hvinen blev til at halvkvalt skrig.
Lidt endnu.. der er vist noget længere nede
Sabilla skreg inden i sig selv og overdøvede alle tanker om hvad dette kunne være. Smerten kom igennem bedøvelsen og Sabilla skreg højt igen, hendes stemme havde ingen ord.
Hold mund..
Kniven holdt op og Sabilla holdt mund. Højrøstede udråb og løbende skridt var det eneste Sabilla hørte før en prikken i hendes hals af endnu en sprøjte fik hende til at sove.
Sabilla kendte luften som sin egen moder, men alligevel kendte Sabilla ikke sin egen moder og derfor heller ikke luften. Sabilla havde første gang, i lang tid mødt sin søster, og dårligt genkendt hende. *Lusilla* Huskede Sabilla lige så tydeligt hendes moder navnkaldte hendes søster, Sabilla og Lusilla. Sabilla kunne ikke smile, hendes søster var forandret. Hendes horn i panden og en mani med at bide andre, gjorde ikke Sabilla venner med hendes søster mere. Alligevel var der en slags forbindelse. Sabilla vidste at det var sidste gang hun så sin søster, mere for hendes egen sikkerhed, end nogle andens.
Spring.
Sabilla vendte øjne mod den hvide kvinden som havde en kniv i hånden. Sabilla vidste hendes moder ville bruge den hvis hun ikke sprang og lærte hendes vinger at kende. Efter Sabilla havde revet alle hendes fjer af på vingerne, med meget pinsel, var den hvide kvinde alt andet end tilfreds med hende. Som tydeligvis havde kunnet mærket på alle disse stoffer de havde prikket ind i hendes hud og blod igen, vingerne var som nye igen. Sabilla sprang, og tog tre slag med vingerne og kom til det punkt i himlen igen.
Nej…
Sabilla vidste ikke om det var hende selv som skreg, eller hendes moder. Men Sabilla kendte dette sted godt nok til at vide det var umuligt, luften ville ikke bære hende. Som var hun ikke værdig og hun faldt mod jorden som en kugle. Som altid var der ingen til at gribe Sabilla.
Uvidenheden havde nok været bedre, bestemte Sabilla sig for. Om at de havde dræbt hendes søster, ville hun hellere havde kendt en løjen. Men de havde kommet brasende ind på hendes lille aflukkede værelse og sagt hånende med næsvise stemmer.
Stjerne nummer 1 er død
Sabilla vidste at de kunne lyve for hende, at de kunne bruge hende og manipulere med hende. Dog havde Sabilla en fornemmelse at denne ene løjen, ville de ikke lyve om. Sabilla græd ikke for hendes søster, fordi hun vidste ikke om hun virkelig savnede hende som i live? Sabilla ønskede selv at slippe for dette tempel af forsøg og misforsøgt forsøg. Men alligevel var døden en af Sabillas svagheder, som nu og alle andre drage. Nok kunne hun plukke sine fjer, gemme sine øre og holde sig i baggrunden, men at dræbe sig selv. Sabilla vendte sig ind mod døren og så de to hvide kitler i nøjere syn. De var de samme som altid, Sabillas fangevogtere. Sabilla fik øjenkontakt med dem begge, men de undgik hendes blik. Som de aldrig havde gjort før.
Løjnere…
Sabilla vidste ikke hvorfra hun vidste det, men det føltes rigtig for hende. Fangevogterne i de hvide kitler kom aldrig tilbage, men blev afløst af to andre.
En lyd som Sabilla aldrig havde hørt før, var latter. Det overraskede Sabilla og fik hende til at stå helt musestille i nogle øjeblikke for at indsnuse latteren, det fik Sabilla til at smile. Kun smile. Sabilla gik mod lyden, hun kunne kun komme til døren som spærrede hende vejen mod latteren, men lige nu så Sabilla den ikke.
Højt at flyve, lavt at dale, tungt at falde, let at springe..
Sabilla havde heller aldrig hørt nogle synge før, eller nogle dø før. Sabilla hørte kniven køre igennem noget kød og en dødsrallen og kunne kun bruge sin fantasi til at forstille sig, hvordan dette kunne forgå? Dette var måske også mere end hvad godt var, da hendes fantasi bragte lyden til hvide kitler og den hvide kvinde. Sabilla hvinede skrækslagen og løb hen, længst væk fra døren. Sabilla mærkede igen frygten lamme hende.
Nyt at dræbe, sjovt at dø, lavt at tabe og lad mig nu se…
Sabilla lukkede øjne da den syngende stemme kom nærmere.
nummer 1, nummer 2 og tilsammen bliver vi tre.. lad og flyve, lad mig dræbe..
Sangen lød for meget som en stemme Sabilla kendte.
Lev frit, lad dem dø som dø kan..
Døren blev sagte åbnet og Sabilla overraskede sig selv ved at åbne øjne og møde sin søsters. Sabilla bed sig i tungen for ikke at skrige over Lusilla udseende. Lusilla havde ildrøde øjne, og to vinger hang på ryggen af hende, flotte, sorte. Lusilla bar klæder Sabilla aldrig havde set før, hun var ikke engang sikker på hvad det enlig skulle dække, eller ikke dække. Sabilla mødte søsterens øjne uden at blinke.
Lusilla..
Verden udenfor havde alt for meget frit plads. Sabilla gemte sig i Lusillas hus uden at komme udenfor i tre hele uger. På sidste dagen smed Lusilla kort sagt sin søster ud, da hun kun var til besvær. Lusilla havde redet sin søster, som søsteren havde ved fødslen da hendes moder ville dræbe Lusilla som barn. Nu var det gengældt og Sabilla havde intet mere at kræve for sin søster. Ikke engang mere kontakt til hende. Sabilla drog til skolen, det eneste sted hun følte sig mere sikker, end gaden. Sabilla lærte hurtig og følte ansvar overfor de unge børn som ønskede tryghed, Sabilla fandt et sted hun følte hun hørte til. Sabilla blev hurtig gode venner med skolens leder og fandt sig selv til rette som en af skolens medarbejdere. Sabila lærte hurtig fra sig og lærte hurtig at elske folk igen. Bare aldrig sig selv.
Godkend og Velkommen ^^
