Fri i vinden.

[yuna]

Aya sad på kanten af balkonnen. Det her var hendes yndlingssted. Det var som om at vinden viskede hendes usikkerhed og generthed væk. Som om at fortiden ikke længere eksisterede. Det var også et sted at tænke. Og det var noget hun gjorde meget.
Hun følte sig lidt ensom på slottet. Det var som om, at alle andre havde noget tilfælles. Alle andre havde en af samme "race" hvis man kan kalde det det. Bortset fra hende.

[Angela Rani]

Angela kom ud på balkonen. Hun ville prøve at flyve ud fra den i dag. Hendes gråsorte hår hang i tykke lokker om hovedet, og hun var klædt i en mosgrøn bluse og et par grå bukser. Hun skulle øve sig på at bruge de halvstore mørkebrune vinger, som prydede hendes ryg. De unaturlige store runde sorte øjne så søgende rundt på balkonen efter et godt sted at springe ud fra. Hun håbede bare at vingerne kunne bære hende. Ellers var hun på den.
Angelas blik stoppede ved den meget højere pige, der sad på balkonkanten. Hun løftede forundret øjenbrynene, da hun så pigens hvide vinger og resten af dennes engle-agtige udseende. Langsomt og med glidende bevægelser gik Angela hen ved siden af hende.
"Dejligt vejr", sagde hun og så op på pigen. Selv når denne sad ned og Angela stod op, var hun meget lavere.

[yuna]

"Ja. Jeg elsker når det blæser sådan her." Aya betragtede den anden pige. Hun havde også vinger, selvom disse var mørkere i farven. Hun var taknemmelig for at det var her de mødtes, her hvor hendes generthed forsvandt.

[Angela Rani]

Angela smilede til hende og lænede sig op af kanten. Hun nød vinden lege med hendes hår.
"Ja, det er vidunderligt", sagde hun og klatrede op på kanten. Hun satte sig med benene hængende ud over kanten. Hun svingede lidt med dem, før hun igen så på den anden pige.
"Så, hvad hedder du så?", spurgte Angela. Hun følte sig underligt mere tryg ved en, som også havde vinger. Endnu havde hun ikke mødt nogen med vinger - ligesom hende. Hun smilede et lille svagt smil, og et lille glimt var i hendes sorte øjne.

[yuna]

"Jeg hedder Angel. Meget passende." Hun smilede ved tanken om hvor godt hun egentlig passede til sit navn. "Men bare kald mig Aya. Hvad med dig?"

[Angela Rani]

Et smil dukkede frem på Angelas læber.
"Sjovt, jeg hedder Angela", sagde hun og så ned fra balkonen. Selvom der var langt ned, føltes det ikke sådan. Når man var vant til at flyve højere oppe, var dette ingeting. Godt hun ikke led af højdeskræk.
"Hyggeligt at møde dig Aya", sagde hun og løftede hovedet igen. Hun så op mod himlen, der var en fantastisk lyseblå farve. Blå som et hav Angela havde badet i, da hun var på ferie med sine forældre, da hun var yngre. Før forsøgene.

[yuna]

Aya fik et sug i maven. Utroligt at de to piger havde så meget tilfælles! Men så mærkede hun en anden, mere uvelkommen følelse. Den velkendte generthed var på vej tilbage. Men hun ville kæmpe imod, for det her var hendes første chance for at få en rigtig ven! "Nå, men hvor længe har du så været her?" spurgte hun for at få noget andet og tænke på.

[Angela Rani]

"En uges tid", fortalte Angela "Men jeg har ikke rigtig snakket med nogen"
Hun trak på skuldrene med et lille smil. Hun plagede at få venner hurtigt, da hun elskede at snakke, men det var jo længe siden, hun havde snakket rigtigt med nogen. Ikke siden før hun blev anbragt på det forsøgscenter. Før havde hun mange venner, som hun elskede.
"Hvad med dig?", spurgte hun. Hun tænkte ikke over, at de to havde næsten samme navn. Det var der jo ikke noget nyt ved.

[yuna]

"Jeg har også været her cirka lige så længe. Men jeg har heller ikke snakket med andre. Jeg er lidt genert." Hun mærkede sin kinder blusse, så hun skyndte sig at kigge væk. "Men de virker da meget flinke. Jeg tror jeg kommer til at falde godt til."

[Angela Rani]

"Okay", sagde Angela og smilede. Det problem havde hun til alt held ikke.
"Jeg tror, at jeg kommer til at elske det her sted", sagde hun med et lille suk. Hvert fald mere end laboratoriet og måske endda mere end hendes gamle hjem. Dog kunne hun ikke huske meget om tiden der. Desværre.

[yuna]

"Ja, her er bare så fantastisk!" sagde Aya begejstret. "Den første gang jeg så mit eget spejlbillede efter de havde lavet forsøgene, troede jeg aldrig jeg ville finde et sted jeg kunne være. Eller nogen som mig." Hun smilede mod Angela.

[Angela Rani]

Angela smilede af det hun sagde - ikke fordi det var sjovt, men hun kunne selv genkende noget af det. Hun huskede første gang, de lod hende se i et spejl, da hun var ved at udvikle vinger.
"Jeg blev overrasket og forundret. De første forandringer var, at mit hår blev gråsort. Det plejede at være kobberrødt. En smuk kobberrød farve", sagde hun og stoppede, mens hendes øjne fik et trisk skær. "Derefter blev mine øjne alt for store, runde og sorte"
Angela så rundt og så igen på Aya "Ingen som kendte mig før, ville kunne genkende mig, hvis de så mig, tror jeg"

[yuna]

"Det samme med mig. Jeg var lavere og blond. Og så havde jeg selvfølgelig ikke vinger." Hun smilede. "Men de lod os ikke få spejle. Første gang jeg så mig selv var en genspejling i en sø. Jeg blev så chokeret at jeg ikke spiste flere dage. Derfor var jeg så svag da jeg kom hertil. Men jeg har vænnet mig til det. Og vingerne kan være ret praktiske." Hun strøg de bløde fjer. Det kildede let. "Egentlig, var det kun børn der allerede kunne en form for kampsport der blev eksperimenteret med. Men jeg viste tegn på.... kræfter, derfor blev jeg også brugt." Hun vendte hovede og kiggede direkte på Angela. " Jeg kommer ikke fra denne verden. Jeg har rejst gennem tid og rum. Derfor hører jeg stemmer fra andre verdener." Hun afventede spændt Angelas reaktion. Hun havde ikke fortalt det til andre før.

[Angela Rani]

Angela betragtede måbende Aya med rynket pande, som prøvede hun at forstå, hvad hun havde sagt.
"Så det vil sige, at du ikke hører til her", sagde hun langsomt, mens hun gentog noget af det, den anden havde sagt.
"Men hvordan? Hvor kommer du så fra?", spurgte hun undrende Aya.

[yuna]

"En... anden verden. Den hed Shaiken. Den gang jeg slap fri brugte jeg alt min energi på at komme et andet sted hen. Og det blev så her. Det var så hårdt, at jeg endnu ikke har kræfter til at gøre det én gang til. Men hvorfor skulle jeg også det? Jeg har alt hvad jeg har brug for. Lige her." En massiv klump faldt fra hendes hjerte. "Hvad med dig? Hvor kommer du fra?"

[Angela Rani]

Angela nikkede og så med interesse på Aya, men samtidig også medlidenhed. Hun havde haft det hårdt, kunne hun se. Trøstende lagde hun en hånd på hendes arm og sad og så lidt på hende, før hun fjernede hånden alngsomtt.
"Bare fra denne verden. Fra en by et-eller-andet sted i verden. Jeg kan ikke huske hvor og hva den hed. Det er så længe siden", sagde hun og så så trist ud. Hun havde aldrig før tænkt på sin by, og nu kunne hun ikke huske navnet. Ikke at hun ville vende tilbage nogensinde. Hun så ned på sine hænder, der lå i skødet.

[yuna]

Aya gyste indeni. Angela havde vist det første tegn på omsorg hun havde følt nogensinde. Hun bestemte sig for at hun helt sikkert kunne stole på hende. "Min søster og jeg var gadebørn. Vi levede af hvad vi kunne finde. Hun passede på mig. Jeg savner hende sådan." Aya kunne høre hendes stemme blev hæs, og hendes øjne blev våde. "Men jeg ved at jeg aldrig får hende at se igen. Nogensinde." Hun tog sig sammen, og tørrede øjnene. Med en lidt mere fattet stemme sagde hun: "Har du noget familie..?"

[Angela Rani]

Angela så trøstende på Aya, men vidste ikek helt, hvad hun skulle gøre. Hun havde været så længe væk fra andre mennesker, at hun ikke vidste, hvordan man reagerede i visse situationer. Ved hendes spørgsmål så Angela ned i skødet på sine hænder.
"Ja, mine forældre og min lillebror", sagde hun trist "Men jeg ikke set dem i 4 år. Ikke siden mine forældre solgte mig til forsøg"
Ved det sidste stivnede Angela, da hun aldrig havde sagt det højt, men hun havde vidst, det var sådan.

[yuna]

"Jeg blev bare taget. Min søster holdt fast på mig, så hun kom også med. Gad vide hvordan hun havde været hvis ikke... hvis..." Ayas stemme døde ud. Det gjorde simpelthen for ondt at tænke på. Hun mærkede den første tåre glide ned af sin kind. I sit sind gennemså hun alt hvad hun havde gennemlevet. Men nu havde hun en at dele sine sorger med. For Angela forstod hende. Det var helt sikkert. Og det var hun taknemmelig for.

[Angela Rani]

"Hvis hvad?", spurgte Angela forsigtigt. Hun forstod, at det var hårdt for Aya at fortælle om. Ligeså hårdt som det var for hende. Hun kæmpede imod lysten til at græde, hun havde ikke grædt siden hun var meget lille - før hun blev taget vel at mærke. Hun ventede tålmodigt på sit svar og forventede ikke at få noget. Det var okay, hvis hun ikke ville sige mere. Hun så ud ligeud og tænkte på sin familie. Gad vide hvordan de havde det nu. Hendes lillebror måtte snart være færdig med skolen.