MOOOR

[koneko]

Koneko gik stille ind i indgsngshallen, hun vendte sig da dørene lykkedes bag hende, og snøftede bange, mens hendes katteøre lå ned imod hendes lyse hår.
Hun var lige blevet efterladt her af sin mor, hun forstod ikke rigtigt hvorfor, hun vidste bare at de var stykket af fra far, fordi han ville gøre Koneko til en kat, selvom Koneko ikke vidst hvorfor.
Koneko havde en lille brun kuffert med, bare med de vigtigste ting som de havde købt et eller andet sted, Koneko kunne ikke engang lide dem, de var ikke rigtige, det var ikke hendes ting, og det her sted var ikke rigtigt, det var ikke hendes hjem.
Hun begyndte automatisk at snøfte, mens hun begyndte at blive mere og mere ked af det, det var med sikkerhed langt over hendes senge tid, og hun var træt, men mest af alt var hun ked af det.
* Hvorfor gik mor?*
Koneko kunne ikke lade være, hun satte sig ned på gulvet, med den hvide kattehale stikkende ud under nederdelen, og begyndte at tude, mens hun holdt om sin kuffert.
Store klare tåre, rendte ned af dne lille piges kinder, mens hun sad på gulvet på det her fremmede ikke hjemme sted.

[Sabilla Ravana (Musen)]

Sabrilla gik hen af gangen, hun havde på fornemmelsen at noget var galt. Sabrilla sukkede lydløst og hendes blå lyse kjole var der slæb på hen af gulvet, da hun fejede hen af gangen. Sabrilla hørte snøftens og hendes klare blå milde øjne, søgte efter personen som græd. Sabrilla gik hurtig nogle smidige skridt videre og hendes fødder afgav ingen lyd da de rørte jorden. Sabrilla overvejede kort at tage en kappe på som skjulte hendes vinger, som var brune og hullede, hun havde igen plukket fjerene af da hun var ked af det. Sabrilla sukkede igen lydløst og så det som en mulighed som var forbigået, da Sabrilla fik øje på den lille pige. Sabrilla gik hen til pigen og gik ned på knæ foran hende mens hun så medlidenhed på hende, hendes hjerte blødte for den lille pige.

[koneko]

Koneko så forsigtigt op imod damen, mens tåre rendte ned af hendes små runde kinder, mens hun lagde sine katte øre ned af håret, hendes menneske øre var gemt.
" Hvem er du? Jeg vil havde min mor..Hvor er min mor?" Tåre begyndte at glide hurtigere ned af hende kinder, mens hun snøftede og hulkede højt.
" Jeg ve jeg til min mor, jeg vil ikke være her, det her er ikke hjem. Jeg vil hjem til det hvide sted med mor og far."
Hun hulkede endnu mere, mens hun betragtede damen.

[Sabilla Ravana (Musen)]

Sabilla vidste ikke helt hvad pigen mente, men siden ingen andre var i nærheden, gættede hun på at íngen af hendes forældre var i nærheden.
"Hvilken farve is plejede din moder at give dig min pige?"
Spurgte Sabilla prøvende, får at få pigen til at have sine tanker andre steder. Sabilla havde et stort hjerte, men hun var bekymret for at pigen ikke ville lukke hende ind. Sabilla smilede venligt til pigen og tørrede hendes tåre af hendes kinder.
"Jeg hedder Sabilla og jeg er din ven.."

[koneko]

Koneko snøftede, og kiggede forvirret på hende, mens hun tørrede hendes tåre væk.
" Jeg fik ik is af mor, det sagde far ville gøre mine tænder ondt. Men mor gav mig brød med nødder."
Hun så spørgende på damen, mens hun holdt lidt op med at snøfte alt for meget, men små tåre løb stadig ned af hendes kinder mens hun tænkte sig om hvem damen var, en ven der hed sabilla havde hun sagt.
"Jeg hedder Koneko"

[Sabilla Ravana (Musen)]

Sabilla overvejede kort om hun godt kunne lide faderen fordi han forbød huller i tænderne, eller moderen fordi hun ønskede barnet fik godter. Sabilla smile stadig venligt og nikkede
"et smukt navn.."
Som Sabilla syntes. Sabilla tog igen hånden op for at tørre hendes tåre væk.
"der er da ingen grund til at græde lille Koneko, jeg skal nok passe på dig.. "
Sabilla smilte og overvejede at søge i køkkenet efter nogle godbidder til lille Koneko, men hun ville ikke tvinge barnet afsted.
"Kunne du tænkte dig at komme med ud i køkkenet og se hvilke slags godter vi kan finde derude?"
Sabillas krysalblå øjne blev milde da hendes egen mave knurrede som tegn på hun var sulten.

[koneko]

Koneko så tænksomt over mulighederne, hun kunne enten blive her og græde og håbe at hendes mor kom igen, eller gå med Sabrilla og få noget godt at spise.
" Okay det ve jeg gern."
Sagde Koneko kort og vippede med sine katte øre, mens hun stilte sig lidt klodset op, hun tog fat i sin lille lyse brune kuffert op og smilte op til hende, mens hun selv tørrede de aller sidste tåre væk.
" Hvorfor har du vinger, har alle vinger og øre her på stedet."
HUn lod ikke til at være bange ved det, for hun havde jo et barns tillid og fantasi og gode sind, derfor var det klart at hun kunne finde sig i det meste.

[yuna]

I køkkenet havde Aya lige sat sig med noget mad. Men da den lille forgrædte skikkelse kom ind, sprang hun op. Når nogen var ked af det, var Aya der altid. "Hvad er der dog sket?" sagde hun forfærdet med sin lave, generte stemme.